Historien om Gartneriet Thoruplund

Gartneri Thoruplund blev grundlagt i 1946 af Sigurd Andersen, der startede med at producere grønsager på friland. Senere ændrede han produktionen til snitblomster.

I 1974 overtog sønnen Jørgen K. Andersen gartneriet og begyndte en potteplanteproduktion på ca. 3000 m2, hvor kulturerne var Schlumbergera, Campanula og Rhipsalidopsis. Det er i dag disse kulturer vi stadig har som gartneriets hovedkulturer.

Gartneriets areal er siden vokset til 54.000 m2 væksthuse og pr. 1. jan 2012 har vi lejet Gartneriet Dania på 17.000 m2 for en længere årrække. På Gartneriet Thoruplund har vi gennem årene arbejdet intenst med produktudvikling på vores hovedkulturer, således at hovedparten af den genetik, der anvendes i produktionen, er egne forædlede sorter. Disse markedsføres under varemærkerne Campanula ”Blue Ocean” ® og Thor-Cactus ®.  Fokus i forædlingen er kvalitet, holdbarhed og nye farver. I gennem de sidste år har vi produceret Rosa Infinity®, hvor mængderne pr. år er stigende.

I 2006 kom Jørgens børn, tvillingerne Bodil og Jacob, hjem på gartneriet, som begge var medejere.  I 2012 var der endnu et generationsskifte, da  Bodil og Jacob overtog som 3. generation. Bodil med ansvaret for administration og salg og Jacob for produktionen.

Billedkavalkade over Thoruplund og de mange oplevelser

Denne billedkavalkade viser i helt tilfældig orden forskellige hændelser fra Gartneriet Thoruplunds historie. Der er billeder af  Poul Schlüter der besøgte gartneriet mens han var statsminister, der er billeder fra vores deltagelser i udstillinger både nationalt og internationalt.

Der har været brand i gartneriet og der er blevet bygget og revet ned, kulfyr og senere kraftvarme er blevet bygget. Tvillingerne er vokset op og har haft deres gang i gartneriet og er der heldigvis stadig.

God fornøjelse. . .

©FLORAGRAFIA-2016